Besøg i fotostudie

Besøg i Fotostudie

2 tirsdage i februar måned var vi 2 hold fra fotoklubben, som var gæster hos Poul i hans private fotostudie i Ishøj.

Han startede med at fortælle om sit arbejdsliv og hans beslutning om at trække sig tilbage så snart muligheden var til stede for derefter at hellige sig sin store passion for fotos og fotoområdet.

Pouls speciale er portrætter, men han får mange fotoopgaver både fra Ishøj kommune og firmaer i området – jo, han er en efterspurgt og dygtig fotograf på flere fronter.

Hans otium er bestemt ikke kedeligt – men fyldt med spændende opgaver med masser af udfordringer.

Derfor var grundlaget for vores besøg lagt for en interessant eftermiddag.

Efter præsentationen gik vi ind i værelset, som han havde indrettet til fotostudie. Vi blev undervist i brugen af lysindstillinger, valg af baggrunde, indstilling af kameraer med hensyn til ISO og BLÆNDE og måden at sammensætte tingene, så muligheden for at tage et vellykket billede var til stede.

Vi fik også lov til selv at forsøge os frem med vores egne kameraer – de blev tilsluttet Pouls anlæg, så alt passede sammen. Vi brugte hinanden som modeller med forskellige baggrunde, stillinger/bevægelser og belysning til dette formål.

Efter 2-3 timer følte vi os nærmest lidt som “små” specialister i brugen af de nye tillærte teknikker.

Besøgene flyttede på vores måde og viden om at tage portrætbilleder og alternative (billige) løsninger til opsætning af belysninger og baggrunde.

1000 tak til Poul for nogle interessante, spændende og lærerige timer i hans fotostudie.